Ask-Alex Ask-Alex
 
 
Jagten på den rigtige Jul
   Værktøj

   Relaterede artikler

   alex-butikken

   Kategorier

   Annoncer

 
 
Vandspareråd i hverdagen
Vand er dyrebart. Ikke blot på grund af økonomien. Men også fordi der er begrænsede mængder af vand på jorden, bør vi tænke os om, når vi bruger vand. Tænk for eksempel på, at det vand, der bruges i toiletterne er rent og kunne drikkes, hvis det altså ikke lige befandt sig i toilettet. Det er vaner, der skal ændres, hvis man vil spare lidt på vandet - så det gælder om at tænke sig lidt om.


Vandpriser og -forbrug

Den reelle pris, du betaler for en kubikmeter vand, altså 1.000 liter vand, er som regel opdelt i følgende enheder:
  • vandpris per m3 (kubikmeter)
  • vandafgift / grøn afgift
  • vandledningsafgift

    De tre enheder plus moms giver den vandpris, du betaler for en kubikmeter vand.
    Der er store forskelle på vandpriserne afhængigt af hvor i landet, du bor.
    For eksempel betaler borgerne i Trustrup 24,88 kroner per kubikmeter vand inklusive moms, mens borgerne i Viborg betaler 36,50 kroner per kubikmeter vand inklusive moms.
    Det vil altså sige, at borgerne i Viborg betaler 11,62 kroner flere for en kubikmeter vand i forhold til borgerne i Trustrup.
    En familie bestående af to voksne og to børn, der bor i et parcelhus, bruger cirka 170 kubikmeter vand om året. Et par bestående af to voksne, der bor i en lejlighed, bruger cirka 85 kubikmeter vand om året.
    Hvert enkelt menneske bruger cirka 120 liter vand om dagen.
    Hos dit lokale vandværk kan du få oplyst den pris, du betaler.
  • Det daglige bad

    Et brusebad koster mellem 6 og 12 liter vand i minuttet afhængigt af, om du har en sparebruser eller ej. Et fem minutter langt brusebad koster altså mellem 30 og 60 liter vand.
    Til sammenligning koster et karbad omkring 200 liter vand, mens en tur i spabadet koster mellem 250 og 400 liter vand.
    Du kan nemt spare på vandet til det daglige brusebad ved at montere en sparebruser. Og så kan du slukke for vandet, når du sæber dig ind.
    Alene i bademønstret er der mange liter vand at spare på årsbasis.




    Tøjvasken

    Vaskemaskiner er omfattet af energimærkningen. Energimærkningen er opdelt i følgende energiklasser: A++, A+, A, B, C, D, E, F og G. Vaskemaskiner i energiklasse A++ bruger mindst energi, og vaskemaskiner i energiklasse G bruger mest energi.
    En vaskemaskine i energiklasse A eller B bruger mellem 7,6 til 11,0 liter vand per kilo tøj. En vaskemaskine i en lavere energiklasse bruger op til dobbelt så meget vand per kilo tøj.
    Det anbefales kun at købe vaskemaskiner, der er mærket med et A eller et B.
    Du kan nemt spare på vandet ved at fylde vaskemaskinen helt op hver gang, du vasker. Du sparer også, hvis du højst vasker på 60 grader. Og du sparer mere vand ved at fylde en maskine helt op end ved at vaske to halvtomme maskiner på 1/2-vand programmet.
    Tænk også over, om tøjet virkelig har brug for at blive vasket. Et par bukser, som du kun har haft på en eller to dage, kan måske lige holde et par dage til, før det er nødvendigt at vaske dem.
    Opvasken

    Ligesom vaskemaskiner, er også opvaskemaskiner omfattet af energimærkningen. Det kan derfor godt betale sig at kigge på energimærket, hvis du skal ud og købe en ny opvaskemaskine, ligesom det kan betale sig at udskifte en lav-energiklasse opvaskemaskine med en høj-energiklasse opvaskemaskine.
    En opvaskemaskine i energiklasse A bruger omkring 11 liter vand per vask. En opvaskemaskine i en dårligere energiklasse kan bruge op til 16 liter vand per vask.
    Har du opvaskemaskine kan du spare på vandet ved at lade opvaskemaskinen klare skylleopgaven. En opvaskemaskine bruger typisk mellem fire og seks liter vand til at skylle de beskidte service af. Hvis du skyller det beskidte service af under en rindende vandhane, bruger du typisk mellem 10 og 15 liter vand.
    Du kan nemt spare på vandet ved at vaske på spareprogram eller ved at bruge en opvaskebalje i stedet for rindende vand.




    Toilettet

    Et gammelt toilet med et skyl bruger cirka 15 liter per skyl. Til forskel bruger nye toiletter med dobbeltskyl - et skyl til småt og et til stort - mellem tre og seks liter vand per skyl.
    Du kan altså spare meget vand ved at udskifte et gammelt toilet med et nyt toilet med dobbeltskyl. Og du kan nemt spare på vandet ved ikke at bruge det store skyl, hvis du blot har været ude at tisse.
    En af de helt store vandslugere er løbende toiletter. Et toilet, der løber, kan koste dig mellem 100 og 500 kubikmeter vand om året. Derfor bør du straks få ordnet dit toilet, hvis det løber.
    Håndvask

    Selvfølgelig skal du vaske hænder, når du har været på toilettet eller før, du skal spise. Du bør også vaske hænder, inden du tilbereder mad, eller når du har været ude at handle eller børnene har været ude at lege. Du kan rent faktisk spare dig selv for mange forkølelser eller andre dårligdomme ved at vaske hænder ofte. Og husk, at en ordentlig håndvask varer cirka 20 sekunder.
    Men der er ingen grund til at skrue helt op for hanen. Du sparer meget vand ved bare at åbne en lille smule for vandhanen og sørge for, at du lukker ordentlig for vandhanen, så den ikke står og drypper.
    En vandhane, der drypper lidt, koster omkring 7 kubikmeter vand om året. En vandhane, der drypper meget, kan koste helt op til 30 kubikmeter vand om året. Derfor bør du hurtigst muligt få ordnet dine dryppende vandhaner.




    Udendørs

    Glem alt om at vande din plæne. Den skal nok overleve, også selvom den kan se lidt trist og vissen ud i tørre perioder. Og vand dine planter med vandkande i stedet for en haveslange om aftenen, hvor solen ikke sørger for en hurtig fordampning.
    Den billigste form for vand til havens planter er at investere i en regnvandstønde, som sættes op under tagrenden.
    Når bilens skal vaskes, så brug en spand med vand og en børste i stedet for haveslangen.
    Hold øje med dit vandforbrug

    Der er sund fornuft og god økonomi i at holde øje med din og din families vandforbrug. Måske kan I alle være mere opmærksomme på, hvordan I bruger vandet.
    Men et højt vandforbrug kan også skyldes, at vandrør eller vandledninger er utætte. Husk, at du som boligejer er forpligtet til at vedligeholde rør og ledninger, der går fra skellet og ind i dit hus. Og du hæfter også selv for eventuelle lækager.

    Hvis du har mistanke om en lækage, kan du tjekke dit vandsystem på flere måder:
  • Luk alle vandhaner i huset og sørg for, at opvaskemaskiner og vaskemaskiner ikke kører. Tjek, om vandmåleren alligevel kører. På den måde kan du også tjekke, om du har et toilet, der står og løber, eller om du har en vandhane, der drypper
  • Brug en vandalarm. Ved hjælp af temperaturmålinger måler vandalarmen gennemstrømningen af vand i vandrørene. Efter 48 timer kan vandalarmen fortælle, om der er konstant vandgennemstrømning og dermed utætheder i vandrørene. En vandalarm koster kun nogle få hundrede kroner

    Tjek dit vandforbrug her


  • Denne artikel er læst 841 gange siden d. 13/09-2006
     
      Vurder denne artikel:
     
    Forfatter


          Navn:
    Charlotte & Klaus Lundberg

    Beskrivelse:
    alex' to faste redaktører leverer tekst og fotos til størstedelen af de artikler, som bliver offentliggjort på alex. Charlotte og Klaus Lundberg leverer også i samarbejde med alex artikler til den trykte del af Gul&Gratis.
    I samarbejde med alex skriver og fotograferer parret også for alex' kunder.
    På den måde får kunderne fremstillet professionelt pressemateriale, som bliver vist hos alex og alex' online samarbejdspartnere.


     
    Inspiration til julegaven


    Hvem er Alex - Info om ask-alex.dk - Vilkår for brug - Artikel-rettigheder Kontakt os |
    Artikeldatabaseinfinito design cms webdesign